Forside
Victor
Vores dyr |
19.september
Så
er det ved at være tid at skrive lidt igen.
Siden sidst, er Victor begyndt på træning igen, men han kan ikke
koncentrere sig så godt her i efteråret som han kunne i foråret, så
vi hænger på så godt vi nu kan.
Han har lige været med os i Italien i 14 dage, og det gik rigtig
godt. Vi var lidt spændte på flyveturen, men vi havde fået nogle
piller, som beroligede ham, og de virkede fint. Dyrlægen havde sagt
at han også ville være træt dagen efter, men det var han heldigvis
ikke.
Jeg tror han nød det dernede, for der var dejligt varmt. Og når det
blev for meget, kunne han gå ind, der var der dejligt køligt. Han
var med i Rom et par gange, og det gik fint. Vi skulle bare holde
øje med brostenene, for de kunne blive rigtig varme midt på
eftermiddagen. Så måtte vi tage ham op.
Der hvor vi boede, var der mange hunde. Det var store vagthunde, og
de var ude altid. Når 1 af dem gøede, gøede alle hunde, og det synes
Victor så han skulle prøve et par gange, men til sidst tror jeg det
blev for meget for ham, for det holdt han op med. Vi mødte også
mange Yorkier, men der var ingen der var så søde og fine som Victor.
De så noget forpjuskede ud.
Nu er vi så hjemme igen, og det er koldt, så vi må nok give Victor
trøje på når vi går aftentur, for da fryser han, men det er også et
ordentligt temperaturfald fra 25 grader om aftenen til de 10-13 der
er her.
Men Victor er kommet hjem igen, og der er ingen katte og duer der
skal føle sig sikre her i haven mere. De er igen jaget vildt!!
21. august

Der
er ikke sket så meget siden sidst. Vi har gået og hygget os
herhjemme i haven. Vi har haft mange gæster, og det har Victor nydt,
for der er altid ekstra opmærksomhed i farvandet når der kommer
gæster.
Vi har også været et par dage på Langeland og besøge Lars, Ute
og børnene i sommerhuset. Det var vældig hyggeligt, og Victor blev
rigtig opvartet af Marie.
Jeg har selv prøvet at klippe Victor, og det synes jeg at jeg er
sluppet nogenlunde fra. Der er godt nok nogle steder, hvor det ikke
lige er helt som det skulle være, men mon ikke jeg lærer det
efterhånden.
Vi har lige været til dyrlæge, for Victor er begyndt at hoste, og
han har fået kennelhoste, men det skal nok gå i sig selv igen, da
det ikke er længe siden han blev vaccineret.
Der er nogle tæver her i nærheden
der er i løbetid, og det mærker vi på Victor. Han piber hele dagen,
og så er han begyndt at opføre sig som en ulv. Han lægger hovedet
tilbage, og så hyler han ellers lige op i luften. Madskålen er
heller ikke så interessant i øjeblikket, så han har tabt sig lidt
igen. Men det kommer på igen når det er overstået.
24.
maj
Så
er det næsten blevet sommer. Der er sket så meget siden jeg sidst
har fået skrevet herinde.
Victor går og hygger sig. Han er en rolig hund, der ikke laver de
store ulykker. Jeg er begyndt at gå til træning med ham, og det går
rigtigt fint. Han vil gerne lære, og han er glad når vi er til
træning. Han er blevet rigtig god til at sidde "På Plads", og han er
også begyndt at ville ligge "Dæk". Det var ellers svært at lære ham,
da han lettede numsen når han skulle ligge. Men nu går det fint.
Vi har været en tur i Norge til
konfirmation hos Kine. Det var en lang køretur, men det klarede han
også fint. I Norge gik vi nogle ture, og det var lige noget der
passede ham, for der var mange nye dufte at udforske. Han nåede at
vælte sig i "burrer" da Sonja lige skulle passe ham. Hun måtte
filtre dem ud hår for hår, og de var ikke særlig gode venner lige
efter.
Vi har lige været til hvalpetræf hos Camilla og Annie. Det var en
hyggelig eftermiddag. Victor var dog lidt tilbageholden, da han blev
"sat på plads" af et par af de andre da vi ankom. Det var ikke ondt
ment, men en markering fra de andre, at det var dem der bestemte, og
det godtog han. Han legede med de andre Yorkier, og han gik
agilitybanen igennem. Da vi gik på skovtur, var han en god hund og
gik ved siden af mig hele tiden. Det synes jeg var flot.
Nu hvor det er sommer er vi for det
meste ude, og det er Victor glad for. Der er ikke mange duer og
katte der får lov at gå uforstyrret i haven. Han skal nok få dem
jaget ud igen. Han får meget tid til at gå med at udforske haven, og
det er tit vi ikke kan finde ham, så er han ved at gennemsøge en
busk.
Vi er blevet enige om, at vi nu
prøver en sidste gang om vi kan få hans øre op at stå. Det ser lidt
pudsigt ud når det ene øre hænger og det andet stritter. Camilla
mener, at vi kan få det til at stritte ved at tape hans øre op i
mindst 1 måned, så det prøver vi nu.
4. marts
Nu
er der endelig ved at være lidt forår i luften, og Victor vil gerne
være i haven i længere tid, også
når vi ikke er med ham. Vi kommer ud
på nogle længere ture, og det nyder han. Han elsker at gå tur, og er
meget utilfreds med den hurtige tur Svendborgvej rundt. Den anden
dag prøvede vi at gå til Sundet, men vi kunne ikke gå rundt, så vi
gik det korte stykke op til Kaleko. Det var noget værre sjap. Der
gik 2 svaner på stien, og dem var Victor grov interesseret i, men
Charles tog ham op, da de jo kan være temmelig galhovede sådanne
nogle svaner. Det var iøvrigt så godt vejr den dag, at Victor ikke
havde sweater på. Det tror jeg at han nød.
I dag var vi i haven, og Victor havde meget travlt. Han fik gravet
et pænt hul i mit rhododendronbed, og han var godt nok en lille
beskidt luxushund da han var færdig. Græsset var dog for højt og
vådt til at han kunne spille bold i det.
Vi har trænet lidt med Victor, og nu kan han Sidde fint, Danse og
Give pote. Det synes vi er flot.
Vi har været til åbent hus hos dyrlægerne. Det var en Tanddag. Vi
fik lavet tandeftersyn, så hvordan man børster tænder, så
røngtenbilleder af dårlige tænder, så en tandrensning på en bedøvet
hund, og så hvor dyrene rekreerer sig efter sådan en omgang. Og så
fik vi en "tandæske" med hjem. Deri var tandbørster, tyggeting og
forskellige udgaver af tandrensende godbidder.
28.
januar
Vi
har nu haft den første sne. Og vi var jo spændte på hvordan Victor ville reagere
på det. Til at starte med, var han ikke meget for det. Det var vådt og det var
koldt, og det var ikke til at have med at gøre. Hvis han kunne, ville han have
gået på tåneglene. Da det så blev frostvejr oveni, hjalp det. Så blev han ikke
våd, og han hyggede sig med at løbe rundt i haven.
Han er lige blevet vejet, og vejer nu
knapt 2300 gr.
4. januar 07
Ja, tiden er gået hurtigt. Det er ved
at være noget tid siden jeg sidst har fået skrevet lidt om Victor.
Det er blevet koldt, og det betyder at Victor skal have trøje eller jakke på når
vi går tur. Striktrøjerne er i orden, dem vil han gerne have på, men den fine
frakke jeg har købt til ham, vil han ikke gå med. Vi har prøvet et
par gange,
men han går ikke ét skridt når han har den på. Så nu bruger vi striktrøjerne, og
når det så blæser for meget, får han sit regnslag ud over, så det ikke blæser
igennem. Jeg har også syet en frakke til ham, hvor jeg imellem 2 stykker uldstof
har et stykke vind-og vandtæt stof. Det går meget godt med den frakke, men det
er ikke helt i orden med Victor.
Vi kom godt igennem jul og nytår. Dog begyndte Victor at pakke gaver op inden
det blev jul. Desværre var det ikke hans egne gaver, men det kunne han jo ikke
vide. Juleaftensdag havde han travlt, for han skulle holde øje med gåsen i ovnen
samtidig med at han skulle følge med i alle forberedelserne. Men alle
anstrengelserne bar frugt, for han fik både gåsesteg og ris á la mande.
Da vi skulle danse om juletræet var han også med. Da vi begyndte at gå rundt,
løb han med og da det blev for kedeligt, begyndte han at snappe efter bukseben
og sko. Han var dygtig, for han havde ikke fat i et eneste stykke juletræspynt,
selvom vi ikke havde taget hensyn ved at hænge pynten højt, vi tog chancen og
det klarede han. Flot. Der var også julegaver til Victor. Den første fik han
lagt hen til sig, og så løb han med den. Senere gik Louise ind for at finde ham,
og da havde han næsten fået den pakket ud. De næste pakker hjalp vi ham med.
Så hans første jul forløb over al forventning.
Nytårsaften startede fint med en tur Sundet rundt. Senere fik vi besøg af Mulle
og hans familie. Mulle er en gammel hund, så den er ikke sådan lige til at lege
med, så det foregår lidt stille. Der blev meget skyderi i løbet af aftenen, og
Victor var bange. Ikke sådan at han peb eller gøede, han sad lige så stille og
rystede som espeløv. Vi snakkede med ham og kælede med ham, men lod som om vi
ikke hørte hvad der gik for sig udenfor, så jeg håber at det går bedre til næste
år. Det værste skete næsten da proppen skulle af champagneflasken, for den
smuttede og gik af med et brag. Victor sad imellem os i sofaen, men i det
proppen sprang, sad han på armlænet af sofaen. Det gik så hurtigt, at vi dårligt
opfattede det. Men vi fik hurtigt Victor til ro igen ved at grine lidt af det og
lege med ham.
Victor er en lille frækkert. Han tager hvad han kan få fat i, og så slæber han
det i sin kurv. Det er ikke småting vi finder dér. Så viser vi ham det og siger
nej....fy, og håber så på at det hjælper.
Desværre er Victors ene øre faldet sammen, så nu har han fået det tapet op igen,
og så håber vi at det stadig kan lykkes at få det til at stritte.
|
|